Hvor er det politiske ejerskab til bevaringsværdige bygninger?

Et politisk vakuum

Over 100.000 bevaringsværdige bygninger i Danmark mangler en klar politisk forankring. Hvor de fredede bygninger har et entydigt ejerskab under Kulturministeren og Slots- og Kulturstyrelsen, falder de bevaringsværdige mellem flere ministerier, lovgivninger og kommunale forskelle.

Et delt ansvar uden forpligtelse

Bevaringsværdige bygninger reguleres af flere regelsæt – bygningsfredningsloven, planloven og bygningsreglementet – hver med sin egen myndighed. Det skaber uklarhed og kommunernes prioritering varierer kraftigt. I praksis betyder det, at beskyttelsen afhænger af den enkelte kommunalbestyrelses politiske vilje.

Konsekvenser for kulturarven

Manglende ejerskab fører til nedrivning af kulturhistorisk vigtige bygninger, selv i en tid med fokus på bæredygtighed og genbrug af eksisterende bygningsmasse. Lokale protester og medieopmærksomhed viser, at borgerne værdsætter kulturarven, men den er stadig udsat.

Forslag til løsning

Historiske Huse foreslår at samle ansvaret for bevaringsværdige bygninger i ét ministerium og én lov. Det ville skabe klare rammer og ensartet forvaltning på tværs af landet. Kommunerne skulle fortsat stå for udpegning via SAVE-metoden, men under statsligt tilsyn og med begrænset mulighed for at omgøre beslutninger om høj bevaringsværdi.

Økonomiske incitamenter

Som ved fredede bygninger bør der være støtte- og fradragsordninger for ejere af bevaringsværdige ejendomme. Økonomisk kompensation kan motivere ejere til at bevare bygningens værdi og modvirke forfald.

En styrket fremtid for kulturarven

Med entydigt politisk ejerskab og økonomiske incitamenter kan vi sikre, at bevaringsværdige bygninger forbliver en del af vores fælles kulturarv – til glæde for både lokalsamfund, kommende generationer og Danmarks samlede bygningshistorie.